Gåsepigen

Gåsepigen

Nu kan du også sende mig en mail!

Send en mail
Galleri Keld
Kagegalleri

Fire uger i dag!

GåsPosted by Gåsepigen Wed, May 08, 2013 23:15:15
En lille træt gås har græsset og leget hos John det meste af dagen og kom træt hjem her til aften. Hun stillede sig hen foran sengen, kaldte og ville tydeligvis gerne op for at sove allerede ved halv ni-tiden. I stedet har hun sovet på skødet af mig her foran computeren - men vi nåede lige at veje hende først. TO ET HALVT KILO minus otte gram. Hun har så også spist langt det meste af de fem kilo voksefoder, der blev indkøbt ved hendes ankomst plus en helt uoverskuelig mængde græs, mælkebøtteblade og -blomsterknopper samt bellisblomster.

Det har været fire fantastiske uger, som bare er fløjet afsted. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har haft lidt "ammehjerne" og har haft svært ved at tale om andet end faster Anna. Alt, hvad hun gør, er bare så uendelig interessant, pudsigt og sjovt. De sidste to dage har John passet hende i sin egen have, og der føles helt tomt her, når hun er væk. Det er, som om hun har været her altid.

Vores sovearrangement fungerer forholdsvis fint. Jeg har heldigvis en bred seng, så faster Annas kasse kan stå i den ene side.

Foran kassen og lidt ind over hovedpuden ligger et stykke vådliggerunderlag. Det fanger de værste uheld, selv om puderne ikke hver nat går helt fri.

Jeg elsker at læse i sengen, og faster Anna elsker at ligge foran bogen og lege med elastikken i min book seat læsepude. Derfor er der anbragt et håndklæde foran bogen. Jeg ligger på siden og læser - og fjerner håndklædet, når jeg skal sove. Faster Anna sover på vådliggerunderlaget. Det er meningen, at hun senere skal sove i sin kasse, men foreløbig sover vi meget tæt. Lige så snart lyset er slukket, rykker faster Anna helt op i mit ansigt og lægger halsen på min hals. Og det er så hyggeligt!

Kassen er udstyret med mad, vand og græs, så der kan provianteres gennem hele natten. Jeg regner med langsomt at udfase cateringfaciliteterne gennem den næste måneds tid, hvor hun burde kunne klare sig gennem natten uden.

En ikke uvæsentlig del af udstyret er toiletpapir, vådservietter og pose til bæfjernelse. Lakridserne er også vigtige men indgår ikke i bæberedskabet. Inden vi lægger os til at sove, bliver alle bæer tørret grundigt op, så hun ikke jokker rundt i dem eller lægger sig på dem. Jeg vågner som regel ved 3-4-tiden og tager en bærunde, inden jeg sover videre.

Faster Anna er blevet varmefri; hun har efterhånden så tykt et dunlag, at hun ikke kommer til at fryse indendørs. Til gengæld bliver hun meget let for varm, hvis temperaturen er ret meget over 15 grader. Det betyder, at vi sover med åbne vinduer, og at jeg fryser som en lille hund, hvis så meget som en tå stikker uden for dynen.

Til trods for beredskabet skal man ikke være alt for sart, hvis man vælger at sove sammen med en gås. Der har været et par nætter helt uden uheld, men for det meste lander lige en enkelt eller to bæer på pude, lagen, mig eller nattøj. Jeg lader dem tørre, ryster dem af og glæder mig over, at alt - inklusive mig selv - kan vaskes.


Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.