Gåsepigen

Gåsepigen

Nu kan du også sende mig en mail!

Send en mail
Galleri Keld
Kagegalleri

Kagedag

KagerPosted by Gåsepigen Fri, April 26, 2013 10:11:12
Torsdag blev for en gangs skyld ikke tilbragt i gåsens tegn. Det var nemlig blevet tid for kagehygge med Tine, som havde en konfirmationskage, der skulle bankes ned.

Jeg fik lov at hjælpe med pyntningen - Tines arm havde sagt nej efter flere dages brændekløvning. Kagen var allerede samlet, da jeg ankom, men der var heldigvis gemt et par smagsprøver på fyldet til mig. Rabarber-/jordbærmousse er altid godt, men hyldeblomstmoussen var en overraskelse.

Jeg har aldrig fattet hypen omkring hyldeblomster. Drikken smager mig vammelsød og lettere intetsigende; det eneste hyldeblomst, jeg hidtil har kunnet lide, var pakket ind i beignetdej, friturestegt og drysset med flormelis.

Men hyldeblomstmoussen var virkelig lækker. Den vil jeg absolut prøve at eftergøre selv - hvis moderen altså vil af med en flaske hjemmebrygget hyldeblomstdrik til formålet? Hint, hint?

Kagen blev let smurt op med smørcreme og overtrukket med et tyndt lag MMF. Derefter fik den et sukkerbillede på toppen og blev dekoreret med blomstrende grene. Den blev rigtig fin; jeg kan i denne sammenhæng rigtig godt lide brunt og lyserødt sammen. Meget let og forårsagtigt.

Dåbskage

KagerPosted by Gåsepigen Tue, June 12, 2012 09:13:08
Natasjas lillesøster blev døbt Carolina i søndags, og jeg fik lov til at lave kagen:

Det er en mazarinbund overtrukket med mørk chokolade, jordbærmousse med friske jordbær i to lag og lyse lagkagebunde smurt med jordbærpuré. Kagen er smurt op med IMBC med chokolade og overtrukket med hvid MMF.

Jeg fik for en gangs skyld selv smagt kagen, og den blev godkendt! Der er flere billeder her.

Team Rosengås

KagerPosted by Gåsepigen Sun, February 12, 2012 20:48:06
...tror jeg nok. Navnet er vist ikke helt på plads, men bomærket er:

Kagen, der var til et bryllup i går, var en variation af "den sædvanlige". Se flere billeder her.

Faster Anna 100 år - gåsepigekage

KagerPosted by Gåsepigen Tue, January 31, 2012 12:20:25
Det er ikke hver dag, man får mulighed for at lave en kage til en 100 års fødselsdag. Da temaet for kagen så samtidig var "Gåsepige", var der jo lissom kun én, der kunne stå for den kage!


Jeg gik lidt kold i planlægningen - alt for mange beslutninger, der blev overvejet alt for længe - men heldigvis rykkede min personlige kagetræner til undsætning lørdag, så alt endte lykkeligt.

Sidste hurdle var at komme op til tiden mandag, så kagen kunne komme frem til destinationen. Så pr. sms bestilte jeg kækt, ved tre-tiden om natten, telefonvækning hos Moderen. Som for en gangs skyld ikke havde telefonen på lydløs og derfor blev vækket. Undskyld.

Kagen nåede frem i for mig usædvanlig god tid - der var et helt minut til deadline. Og selv om de sidste 500 meter af turen foregik over en meget ujævn belægning af brosten, havde kagen ikke lidt overlast. Det tog til gengæld et kvarters tid, før jeg selv holdt op med at ryste af anspændelse, og skuldrene røg først helt ned på plads efter en halv time.

Kagen skulle dekoreres ud fra et ikke helt tidssvarende foto af fødselaren:

Ikke helt nemt at kopiere i fondant, så jeg gik efter stemningen og fortolkede temmelig frit:

Der er flere billeder i galleriet.


Mangomoussekager til a-kassen

KagerPosted by Gåsepigen Sun, January 22, 2012 19:02:03
Nej, det er ikke et nyt krav til jobsøgende at levere kage til a-kassen. Jeg syntes bare, jeg var blevet så godt behandlet og havde fået så god en service, at det burde udløse kage.


Det passede så fint med afprøvningen af opskrifter til faster Annas kage. Her er det appelsinbund med mangomousse, og det var godt. Jeg syntes ikke selv, at appelsinbunden var god alene (den havde eftersmag af bagepulver), men sammen med moussen blev det godt.

Moussen var mere en fromage; der var en masse æggehvider i. Men i stedet for at vende hviderne i til sidst, som man normalt gør (og så får man bundfald i fromagen smiley), så laver man en italiensk marengs. Det var sjovt - og der var ingen bundfald!




Nissekager

KagerPosted by Gåsepigen Thu, December 29, 2011 00:20:12
Jeg så et billede af disse her på nettet og kunne bare ikke modstå fristelsen til at kopiere dem, selv om det ikke akkurat er jordbærsæson nu. Nissehuer, dem er det nemlig sæson for.

Jeg brugte denne opskrift til kagen og cremen:



Fødselsdag og Barbie

KagerPosted by Gåsepigen Sun, October 30, 2011 20:04:29
Nogle vil nok påstå, at jeg er ved at være for gammel til at lege med Barbiedukker. Men det passer altså bare slet ikke! Jeg fik flere dage til at gå med at lege, da jeg lavede denne kage:


Der er flere billeder her.


Kagen er Chocolate Butter Cake med italiensk chokolademarengssmørcreme. Fyldet er pink hindbærmousse i kjolen og lilla blåbærmousse i "podiet".


I følge fødselarens mor foregik denne ordveksling ved sengetid:

- Moar?

- Ja, skat?

- Barbiekagen er den bedste kage i hele verden!


Til min egen fødselsdag blev der lavet flere, men mindre omfangsrige kager. Svendestykket var Biscuit joconde imprimé med mazarinbund, ahornsirupfromage og pocherede pærer:



Kan ikke udtale det hele, men de smagte godt. Sad oppe det halve af natten for at lave dem. Og jeg havde endda bagt siderne i forvejen.


Der er billeder af de andre kager her. Jeg havde også bagt boller, men dem er der ingen billeder af. Var selv lidt for hypet til at tage billeder - det havde jeg jo folk til - og jeg synes egentlig, jeg havde bagt en ting til? Men det havde jeg måske ikke.

Jubilæumskage til Lenes mor

KagerPosted by Gåsepigen Mon, May 30, 2011 11:29:54
Onsdag skulle Lenes mor fejre 50-års jubilæum fra pædagogseminariet. Hun havde bestilt en kage til otte personer, og jeg havde ret frie hænder til pyntning.


Indholdet måtte gerne være noget med nougat, så jeg lavede chokoladebunde, nougatcreme og blåbærmousse. Kagen blev smurt op med chokolade-IMBC og overtrukket med syrenfarvet MMF. Jeg synes, den lilla farve passede godt, både til pædagogtemaet og blåbærmoussen. Pynten var lilla og sølvfarvet MMF.


Der er flere billeder på kagegalleriet.


Next »